Vækstplan: Corydon er parat til at se på grænsehandlen
Selv om oppositionen ser positivt på regeringens udspil til en vækstplan, skal der mere end ét forhandlingsmøde til for at få enderne til at mødes.
Det siger finansminister Bjarne Corydon (S), efter at han, Venstre og De Konservative mandag mødtes for at diskutere Vækstplan DK, der skal skabe job og sparke gang i økonomien.
- Vi har aftalt at mødes igen. Der er meget at diskutere igennem, siger han.
Noget af det, der stadig adskiller regeringen og den borgerlige opposition, er grænsehandlen.
V og K ser gerne, at der med vækstplanen gøres mere for at komme danskernes indkøb i tyske butikker til livs. Et ønske, som finansministeren er klar til at se på:
- Vi er åbne over for at tage grænsehandlen på bordet og se den efter i sømmene, siger han ifølge b.dk til Berlingske Nyhedsbureau.
Ud over enkelte andre detaljer er både V og K tilfredse med regeringens udspil.
Det fastslår Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen:
- Den såkaldte vækstpakke, som regeringen har lagt frem, den er rigtig fin, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:
- Vi støtter hele indholdet, med en enkelt lille undtagelse, måske, men ellers kunne vi vedtage den i folketingssalen i næste uge, hvis regeringen synes det.
Men parterne har altså alligevel aftalt møder, der strækker sig over "de kommende uger".
Samtidig lyder det samstemmende fra både V og K, at regeringen bør skrue op for ambitionsniveauet:
- Vi har større ambitioner for vækst og job i virksomhederne. Det må regeringen så lytte til, siger De Konservatives leder, Lars Barfoed.
Lars Løkke Rasmussen understreger, at det store oppositionsparti ikke har "krav" med til regeringen, men "ønsker".
Ønskerne går blandt andet på et såkaldt byrdestop for erhvervslivet.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker