Valgdeltagelsen ved riksdagsvalget i Sverige tyder på at blive over 80 procent, efter at valglokalerne har været åben i seks timer. Det vurderer valgtilforordnede.
- Der har været en jævn strøm af vælgere siden klokken otte. Her over middag er der lidt tyndt. Men sidst på eftermiddag plejer de at strømme til igen, siger Eva Hofberg, valgtilforordnet ved valglokalerne på Södermalmskolan i Stockholm centrum.
Samme melding lyder fra andre egne af Sverige, ifølge svenske medier. Fortsætter tilstrømningen, bliver valgdeltagelsen noget nær den samme som for fire år siden, hvor 83 procent af de stemmeberettigede mødte op.
Måske bliver deltagelsen endda endnu højre. Usædvanligt mange har i år stemt per brev. Søndag morgen, før valgstederne åbnede klokken otte, havde to millioner af de 7,12 millioner stemmeberettigede svenskere stemt per brev, der på svenske kaldes "förhandsrosta".
Der er også valg til Landstingene (regionsråd) og kommunalråd.
Og meget er på spil især for de ledende topkandidater. Statsminister Fredrik Reinfeldt satser hårdt på at blive de første borgerlige statsminister i Sveriges historie, der bliver genvalgt.
For oppositionens kandidat, socialdemokraten Mona Sahlin, står endnu mere på spil. Meningsmålinger tyder på, at hendes parti, der har regeret Sverige i 65 af de seneste 78 år, står til et historisk dårligt valg med under 30 procent af stemmerne.
Sker det, må hun sandsynligvis træde tilbage som formand, og hun bliver i givet fald den første formand for Socialdemokraterna, der ikke bliver statsminister.
Meningsmålinger tyder på genvalg til den borgerlige firepartiregering, der kalder sig Alliansen. Men inden for de seneste dage synes sejren dog knap så sikker. Den rødgrønne opposition har øget sin opbakning og lå i flere målinger lørdag kun tre-fire procentpoint efter regeringspartierne. Regeringen stod til 49 procent, mens oppositionen stod til godt 45 procent.
Der er også stor spænding om, hvorvidt det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna kommer i Riksdagen. I de fleste meningsmålinger klarer partiet spærregrænsen på fire procent. Flere målinger tyder endda på, at partiet kan blive tungen på vægtskålen og afgøre, hvilken side der kommer til magten.
Der er 349 medlemmer i den svenske Riksdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker