Vælgere ser sundhed som vigtigste emne

Behandling på hospitaler og sygehuse er det politiske emne, der optager flest danskere. Det viser en måling, som A&B Analyse har foretaget for den politiske hjemmeside Altinget.dk.

1069 repræsentativt udvalgte danskere er blevet bedt om at udpege de tre vigtigste politiske områder ud af otte mulige, og 50 procent har sundhed blandt de udvalgte. Økonomisk politik og arbejdsløshed følger efter som de temaer, der lige nu optager danskerne mest.

I bunden ligger klima/miljø samt folkeskole. 27,4 og 30,3 procent af vælgerne udpeger de ting som væsentlige. Regeringen arbejder på nye udspil inden for netop de to felter.

Professor Jørgen Goul Andersen fra Statskundskab ved Aarhus Universitet har i mange år forsket i vælgervandringer, og han vurderer, at se seneste sparerunder på offentlige sygehus påvirker vælgerne.

- Generelt kan man sige, at det er de temaer, vælgerne er mest bekymrede for, der topper sådan en liste. Besparelser gør folk bekymrede, selvom der er hældt rigtig mange ekstra penge i sundhedsvæsnet de senere år, siger Jørgen Goul Andersen til Altinget.dk.

På Christiansborg ser mange udlændingepolitikken som et afgørende tema, men det er en kun en tredjedel af vælgerne, der udpeger udlændinge-politik som et af de tre vigtigste emner.

- I 90'erne var der bred utilfredshed med, at der kom så mange indvandrere til landet. Nu er der mere styr på tilstrømningen, og der er kommet flere positive nyheder som f.eks. de mange indvandrerpiger, der tager en uddannelse, siger Jørgen Goul Andersen, som dog understreger, at det er et emne, der hurtigst sætter følelserne i kog.

- Man kan let ødelægge den gode stemning ved søndagsfrokosten, hvis man begynder at diskutere udlændingepolitik, siger professoren til Altinget.dk

/ritzau/

Danskerne går mest op i sundhedspolitik, viser ny måling. Klima og miljø er i bund.

Offentliggjort Sidst opdateret