De danske vælgere vender tommefingeren nedad, når det gælder klimatopmødets resultat.
Næsten halvdelen er utilfredse med København-erklæringen, mens kun knap ni procent er tilfredse, viser en lynmåling, som Rambøll/Analyse Danmark har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten umiddelbart efter COP15's afslutning i weekenden.
Samtidig synes kun hver tredje af de adspurgte, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har klaret sin opgave som formand for klimatopmødet tilfredsstillende, mens hele 65 procent derimod er tilfredse med tidligere klimaminister Connie Hedegaards (K) indsats.
Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at den danske statsminister har fået så alvorlige ridser i lakken, at han ligefrem risikerer at blive straffet af vælgerne ved et kommende valg:
- Vi ved, at udenrigspolitiske succeser er svære at udnytte rent vælgermæssigt, mens man derimod bliver straffet for fiaskoer og godt kan tabe et valg på det. Derfor har Lars Løkke fået et alvorligt problem, ligegyldigt om bedømmelsen af hans indsats er fair eller ej, siger Johannes Andersen til Jyllands-Posten.
Lars Løkke Rasmussen vil ikke kommentere målingen, men i et interview med avisen siger han om sin egen rolle:
- Det kan godt være, at vi har stødt Sudans FN-ambassadør på etiketten, og at der ville være et bedre indtryk af mig i Bolivia, i Venezuela, på Cuba og i Sudan, hvis vi ikke havde gjort det. Der havde måske også været et pænere indtryk af mig de sidste døgn. Det medgiver jeg. Men der havde så bare været nul resultat. Der havde været ingenting, siger statsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde