Vælgerne er ikke imponerede af regeringen

Med under et år til næste folketingsvalg er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under hårdt pres for at få genskabt danskernes tillid til VK-regeringen.

Selv om det kun er ti måneder siden, at Løkke gennemførte den mest omfattende ministerrokade i VK-regeringens tid, så mener vælgerne, at det nye ministerhold klarer sig markant dårligere end det forrige.

Det viser en ny Gallup-måling for Berlingske Tidende, hvor danskerne giver karakteren 6,3 for regeringens indsats i 2010 mod 7,4 året før bedømt på 13-skalaen. V-gruppeformand Kristian Jensen mener, at den hårde medfart skyldes den økonomiske krise.

- Jeg tror, det er den generelle økonomiske situation, der påvirker danskernes vurdering af ministerholdet. I flere ministerier har det været nødvendigt at gennemføre upopulære beslutninger,« siger han til Berlingske Tidende.

Den konservative leder, udenrigsminister Lene Espersen, er regeringens mest upopulære minister, men også miljøminister Karen Ellemann (V) og undervisningsminister Tina Nedergaard (V) får en dårlig bedømmelse af vælgerne.

Derimod får Kulturminister Per Stig Møller (K), klimaminister Lykke Friis (V) og sundhedsminister Bertel Haarder (V) de bedste karakterer af danskerne.

/ritzau/

Vælgerne mener, at regeringens nye ministerhold klarer sig markant dårligere end det forrige, viser ny måling.

Offentliggjort Sidst opdateret