Vælgerne vil gøre op med DF's magt

Foto: Formand for Danske Folkeparti Pia Kjærsgaard delte tirsdag valgmateriale ud på Lyngby Hovedgade. Her skriver hun en autograf til Thomas Landgren fra Søborg.

Måling viser, at flertal af danskerne vil have et bredt samarbejde hen over midten frem for blokpolitik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre fjerdedele af vælgerne mener, at Dansk Folkeparti har haft for megen indflydelse på dansk politik de seneste år.

Det fremgår af en Gallup-måling i Berlingske onsdag, som samtidig viser, at en flertal af danskerne hellere vil have en VK-regering til at føre udlændingepolitik med De Radikale end med Dansk Folkeparti.

Dermed ser det ud til, at De Konservatives ryk mod midten har solid klangbund i befolkningen.

- Jeg vil godt indrømme, at det kommer bag på mig, siger Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.

- Selv S og SF har jo bakket op om den stramme udlændingepolitik. Det er paradoksalt, at man nu vil føre udlændingepolitik med De Radikale, som er de største modstandere af den faste kurs, siger Thulesen Dahl til Berlingske.

77 procent af vælgerne mener ifølge Gallup-målingen i større eller mindre grad, at DF har haft for megen indflydelse de senere år.

Til gengæld er der bred opbakning til samarbejde hen over midten, og selv et flertal af VK og LA's vælgere mener, at det ville være bedst at føre udlændingepolitik med De Radikale.

Hos De Radikale er politisk leder Margrethe Vestager godt tilfreds med udviklingen:

- Det her er tegnet på det endelige opgør med blokpolitik. Det er jeg selvfølgelig begejstret for. Jeg mener, at Pia Kjærsgaard har haft alt for meget indflydelse, siger Margrethe Vestager til Berlingske.

- Nu er vi i en krise, og jeg tror, danskerne ved, at vi er nødt til at samarbejde, tilføjer Vestager, der afviser, at hun kunne fristes til at blive statsminister i en borgerlig regering.

Halvdelen af de borgerlige vælgere mener ellers ifølge Berlingske, at Lars Løkke Rasmussen (V) skal tilbyde hendes posten, hvis han ikke selv kan blive statsminister.

/ritzau/