Alle kaserner ser ud til at overleve, men der kommer nok færre værnepligtige i dem efter den sparerunde, som forligspartierne er gået i gang med for at spare tre milliarder kroner på militærbudgettet.
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) har lagt sin plan frem for partierne, og den indeholder ikke lukning af kaserner.
- Jeg har ikke lagt op til det, siger ministeren.
Derimod kan der blive tale om at reducere antallet af værnepligtige soldater, oplyser den konservative forsvarsordfører, Helge Adam Møller, efter dagens indledende møde.
- Det kan godt ske, at der bliver indkaldt lidt færre værnepligtige, men til
det samme antal måneder som hidtil, siger Helge Adam Møller.
Forsvarsministeren mener, at forhandlingerne kan være slut i løbet af tre uger.
- Vi står over for en udfordring om at finde knap tre milliarder kroner ud af 100 milliarder, siger ministeren.
- Jeg er helt sikker på, at vi får lavet en implementeringsplan inden den 1. juli, siger hun.
Der bliver ikke lagt op til at spare på antallet af danske soldater i udlandet.
- Vi budgetterer med, at der er de internationale operationer, som er i dag, for eksempel i Afghanistan og Libanon, siger Gitte Lillelund Bech.
Den radikale Niels Helveg Petersen ser gerne, at de danske soldater trækkes ud af den afghanske Helmand provins næste år.
- Og det har selvfølgelig også nogle økonomiske konsekvenser, siger han.
- Men afghanistanpolitikken lægges ikke fast ved forhandlingerne her, men i Folketinget, siger han.
Helveg mener fortsat, at kasernelukninger er til diskussion.
Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti har som den eneste et negativt indtryk af forhandlingerne. De vil gå meget lettere, hvis SF ikke er med, mener han.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker