Valget foregår på nettet

Netaviserne byder på alt fra analyser og blogs til video, debat og journalistik, og ifølge Foreningen af Danske InternetMedier flokkes vælgerne om tilbuddene. Dette års folketingsvalg er for alvor blevet interaktivt.

Netaviserne har sat mange flere journalistiske kræfter af til netdækningen af valget end nogensinde før, med alt fra analyser og blogs til video, debat og journalistik direkte fra de politiske fronter, og brugerne flokkes om medietilbuddene.

Det viser en rundspørge, som Foreningen af Danske InternetMedier (FDIM) har foretaget blandt internetredaktørerne på Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten. Og satsningen giver resultat.

Ifølge en undersøgelse foretaget for FDIM af Gemius - der er et nyt målesystem for trafik på nettet - er antallet af besøg på jp.dk, berlingske.dk og politiken.dk i gennemsnit steget med 21 procent, hvis man sammenligner dagene efter valgudskrivelsen med niveauet før efterårsferien.

- Internetmedierne har et kæmpe potentiale for inddragelse, oplysning, dialog og fordybelse i den politiske proces. Det er det potentiale, vi lige nu ser udfolde sig, siger Christian Peytz, formand for FDIM.




Netaviserne byder på alt fra analyser og blogs til video, debat og journalistik, og ifølge Foreningen af Danske InternetMedier flokkes vælgerne om tilbuddene.

Offentliggjort Sidst opdateret