Valgforsker ser klima og velfærd som dominerende valgtemaer
Partiet Stram Kurs med bannerfører Rasmus Paludan (billedet) vil næppe stjæle billedet i den kommende valgkamp, forudser professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Islamkritiske Stram Kurs kommer næppe til at dominere valgkampen, forudser professor Kasper Møller Hansen.
Det vil næppe lykkes partiet Stram Kurs at sætte dagsordenen ved det kommende folketingsvalg onsdag 5. juni.
Det forudser valgforsker og professor Kasper Møller Hansen, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
- Nu har der været en masse opmærksomhed omkring Stram Kurs. Men lige så snart valgkampen er startet, tror jeg, at vi vil se, at de store partier tager dagsordenen.
- Og det vil handle om klima, velfærd og sygehuse. Stram Kurs har ikke ret meget politik på de områder. Jeg tror, det kan betyde, at de bliver skubbet lidt ud af valgkampen, siger han.
Kasper Møller Hansen hæfter sig ved, at danskerne i en måling fra Voxmeter har udnævnt klima som det vigtigste valgtema.
- Det er første gang, vi har set det i en dansk valgkamp, siger han.
Uagtet Stram Kurs vil udlændinge dog blive et væsentligt tema i valgkampen, forventer Rune Stubager, der er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
- De borgerlige vil have en strategisk interesse i at gøre det til et tema. Hvis de kan skabe tvivl om, hvorvidt Socialdemokratiet vil holde fast i den nuværende linje, kan det flytte stemmer over til de borgerlige, siger Rune Stubager.
Det er ifølge professoren "næsten uundgåeligt", at valget til Europa-Parlamentet søndag 26. maj vil blive betragtet som et "midtvejsvalg" forud for valget til Folketinget.
Udfaldet vil således blive læst ind i en national sammenhæng, vurderer han.
De to valg med ti dages mellemrum risikerer også at påvirke valgdeltagelsen negativt.
Da danskerne i 2015 stemte ved folketingsvalget, var stemmeprocenten 85,8 procent.
Men det er ifølge Kasper Møller Hansen ikke utænkeligt, at det vil falde "et par procent" denne gang.
Dels på grund af "valgtræthed" hos danskerne, dels på grund af en voksende mistillid til politikere.
- Der er en mistillid blandt mange danskere i forhold til politikere, deres løfter og manglende løfter. Hele den diskussion har ramt danske politikere ret hårdt.
- Det kan afspejle sig i, at flere vil blive hjemme. Men sammenlignet med andre lande vil vi stadig se en høj valgdeltagelse, siger Kasper Møller Hansen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned