Velfærd er adfærd

?Du skal spare på strømmen!? lyder myndighedernes tilbagevendende moralske oprustning. Ja, en god samvittighed må der til, og det skulle være så godt for din egen pengepung. Men har vel at mærke intet at gøre med verdens skrantende tilstand, for dér skal andre kradse midler til, såsom flyforbud, mangedoblede benzinpriser og politikere med et fast greb om udviklingen. Usandsynligt, vil mange hævde.

Du sparer jo allerede, og hvad vil du så bruge de rare penge til? Næppe til  pengepugeri, velsagtens til nye indhug på miljøet, en større bil måske eller en ekstra flyrejse! At spare kunne selvfølgelig styrke fællesskabet, hvis alle sparede, men miljøsvineriet står jo i lige forhold til indkomsten, og nogle forbruger mangefoldigt. Vi har før prøvet at spare, under krigen og uden at få ondt i velfærden. Dengang opsatte myndighederne plakaten ?skovsvin?, og sjældent har vi svinet så meget som sidenhen.

Håbløs pessimisme? Slet ikke, tværtimod et forsøg på realisme, så vi ikke bare lader stå til, fordi vi får stukket blår i øjnene af alle de alternative, mere eller mindre grønne forslag. Mig bekendt findes faktisk sammenhænge mellem dit og samfundets forsøg på at redde verdens tilstand. For dét, du sparer, kan du købe de CO2-kvoter, som en energislugende virksomhed ellers ville have brugt til ny forurenende produktion, forudsat de samlede Kyoto-kvoter ikke udvides, for de er rigtignok det største cirkus, som verdenssamfundet endnu har set, eftersom alle har veludviklede evner for at køre rundt med udslippet fra gynger til karrusel. Husk nu, at slukke for lyset!

Per Diepgen

Halskovvej 16

Halskov

4871 Horbelev




Offentliggjort Sidst opdateret