Venstre åbner for EU-skattelovgivning mod tech-giganter
- Det her er en trussel mod tech-giganterne om, at hvis I ikke selv bidrager til at få løst denne urimelighed, så er der ingen anden vej tilbage end at indføre særregler i EU og i sidste ende særregler i Danmark, siger Karsten Lauritzen (V) til Jyllands-Posten. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringen har mødt kritik for at være med til at blokere for EU-regler mod selskaber som Google og Facebook.
It-giganter som Facebook og Google betaler ikke nok skat i Europa og Danmark. Derfor åbner Venstre nu for en EU-skattelovgivning mod tech-giganter.
Det har regeringen ellers hidtil været med til at blokere for på EU-niveau, hvilket har mødt kritik fra oppositionen.
Men nu er Venstre altså klar til at tage nye metoder i brug over for de it-giganter, som ifølge partiet ikke betaler nok til fællesskabet i Danmark. Det skriver Jyllands-Posten.
- Jeg kan hverken som Venstre-mand eller skatteminister forsvare, at virksomheder tjener milliarder på det danske annoncemarked, uden at de tilsyneladende lægger nogle penge i skat, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Jyllands-Posten.
I 2017 betalte Google 4,2 millioner kroner i skat i Danmark. En opgørelse fra Europa-Parlamentet viser, at Facebook i 2015 betalte 0,03 procent af sit overskud i skat i EU.
Sidste år foreslog EU-Kommissionen, at tech-giganter beskattes af deres omsætning i stedet for deres overskud, fordi en stor del af overskuddet kanaliseres uden om de europæiske statskasser.
Det forslag blokerede Danmark sammen med tre andre lande for i marts i år. Danmark ville hellere vente på en løsning på OECD-niveau.
Men nu kalder Lauritzen omsætningskatten for "en realistisk mulighed".
- Jeg efterlyser et samfundssind, så de samarbejder og betaler skat der, hvor deres værdier skabes.
- Det her er en trussel mod tech-giganterne om, at hvis I ikke selv bidrager til at få løst denne urimelighed, så er der ingen anden vej tilbage end at indføre særregler i EU og i sidste ende særregler i Danmark, siger han til Jyllands-Posten.
Europaparlamentariker for Socialdemokratiet Jeppe Kofod (S) mener, at det er på tide, at Venstre kigger på problemet. Men han er endnu ikke imponeret.
- Det, der slår mig, er, at selv om de siger, at de åbner for det, så er det ikke reelt. De vil se, om de her selskaber ikke frivilligt vil betale en masse skat og vise samfundssind.
- Det er jo bundhamrende naivt, det som Karsten Lauritzen siger. De kommer ikke til at betale skat, medmindre vi laver regler om, at de skal gøre det, siger Jeppe Kofod til Ritzau.
Google Danmark ser gerne en ny global skattemodel.
- Man kan godt være utilfreds med, at vi ikke betaler mere skat i Danmark. Men de seneste ti år har vi betalt 23 procent i skat globalt. Størstedelen i USA, ligesom danske selskaber betaler i Danmark.
- Skal det omfordeles mellem landene, kræver det en global aftale, og det er vi ikke imod, siger politisk chef Christine Sørensen til Jyllands-Posten.
Seneste artikler
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Guldborgsundlisten ændrede svar - men nu lukker kommunen 'drænarbejde'-sagen
Der er ikke meget at juble over i Guldborgfuplisten
Fire sure smileyer i træk. Nu er der kommet en ny rapport
Skabte uro i lægeklinik
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Efterlyser vidner i sag om grov vold
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted