Frustrationerne fyger i Venstres bagland.
En række af partiets borgmestre efterlyser politisk mod og mere gennemslagskraft. Ellers er slaget mod Thorning tabt, lyder det på dagen, hvor Venstre indleder sit sidste landsmøde inden et valg. Det skriver Politiken lørdag.
- Venstre står i en alvorlig situation. Og når vi er trængte, så skyldes det også, at holdet omkring Løkke skal levere varen bedre end i dag, siger Hernings borgmester, Lars Krarup (V), til avisen.
Samtidig styrtdykker vælgernes tillid. Kun 27 procent af danskerne mener nu, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har et stærkt hold omkring sig. For halvandet år siden var tallet 55 procent Det viser to meningsmålinger, som Megafon har gennemført for Politiken og TV 2.
- Jeg savner klare liberale tilkendegivelser. Holdet minder for meget om embedsmænd, siger Fanøs borgmester Erik Nørreby. Også Fredericias borgmester Thomas Banke savner politisk handling fra regeringsholdet.
- Politikerne skal lede vores land. Det skal de være meget mere bevidste om end bare at snakke problemerne væk. Jeg synes i den grad, der mangler politisk mod, siger han til Politiken.
Borgmestrene giver udtryk for en manglende tillid til ledelsen, som breder sig i egne rækker. For halvandet år siden mente 79 procent af Venstres vælgere, at Løkke havde et stærkt hold omkring sig. Siden har Løkke sat sit eget ministerhold og rokeret rundt på centrale pladser. I dag mener kun 46 procent, at holdet er stærkt.
Statsministerens nærmeste hold er i målingen defineret som partifællerne finansminister Claus Hjort Frederiksen, politisk ordfører Peter Christensen, gruppeformand Kristian Jensen og skatteminister Troels Lund Poulsen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker