Venstre er imod afskaffelse af satspulje

Venstre er i modsætning til Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke meget for at afskaffe den såkaldte satspulje, der fordeler penge til projekter for socialt udsatte.

- Vi er ikke med på at bryde et forlig omkring satspuljen, lyder det fra Venstres finansordfører, Jacob Jensen.

Det er Dansk Folkeparti, der nu foreslår at afskaffe puljen. Det sker som konsekvens af, at puljen ifølge regeringens finanslovforslag i 2011 vil være på 309 millioner kroner mod normalt omkring en milliard kroner.

Og forslaget får umiddelbart en varm velkomst af Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

- Jeg er positivt indstillet over at afskaffe det her puljeuvæsen, som satspuljen har udviklet sig til, og i stedet sikre via faste bevillinger i socialpolitikken, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Venstres Jacob Jensen ser dog i modsætning til Simon Emil Ammitzbøll ikke satspuljen som et "uvæsen".

- Satspuljen sikrer et system, hvor der bliver taget højde for, at der bliver dedikeret nye midler til projekter for samfundets svageste. Det giver en meget god stabilitet og sikkerhed for, at der er nogle penge, for ellers ville pengene som bekendt hurtigt få ben at gå på, siger Jacob Jensen.

Den radikale Morten Østergaard vil ikke afvise at finansiere projekter over for socialt udsatte på anden måde end via satspuljen.

- Men det er lidt underligt og hyklerisk, at de to partier - Liberal Alliance og Dansk Folkeparti - der seneste er kommet med i forliget om satspuljen, nu er optaget af at få den droppet igen, siger han.

Pengene i satspuljen kommer fra, at overførselsindkomster ikke stiger i samme grad som lønninger.

/ritzau/

Venstre har ikke megen fidus til Liberal Alliance og Dansk Folkepartis idéer om at afskaffe satspuljen. De Radikale vil ikke afvise.

Offentliggjort Sidst opdateret