Venstre-formand tager skrotoprør roligt

På trods af, at Venstres Marion Pedersen tirsdag i Berlingske Tidende kræver årets finanslov lavet om, hvis hun skal lægge stemmer til, så tager formanden for Venstre i Storkøbenhavn, Per Lautrup-Nissen, det roligt.

- Det er et partsindlæg. Men mon ikke det falder på plads. Alle har jo deres små mærkesager, lyder hans vurdering.

Marion Pedersen er valgt i Tårnby-kredsen, der er af en del af Venstre i Storkøbenhavn, og hun har sammen med sin mand et autoværksted.

Det, der får hende til at sætte regeringens flertal på spil, er, at det i finanslovaftalen er bestemt, at grænsen for, hvad det må koste at reparere en bil, inden den skal skrottes, sænkes til 65 procent af bilens værdi. I dag går grænsen ved 75 procent.

Marion Pedersen er imod sænkningen og forklarer i Berlingske Tidende, at "det er virkelig hjerteblod for mig".

Hendes udmelding kommer et par uger efter, at regeringen, DF og Kristendemokraterne ellers blev enige om en finanslovaftale. For at aftalen kan blive til virkelighed, kræver det, at alle medlemmer i de fire partier stemmer for, da der ellers ikke kan mønstres de flertalsgivende 90 mandater.

Men på trods af, at Marion Pedersen i Berlingske Tidende siger, at "som det er nu, så kan jeg ikke stemme for finansloven", så tager formanden for Venstre i Storkøbenhavn Per Lautrup-Nissen, det altså roligt.

- Jeg er sikker på, at hun er loyal nok til at stemme for i den sidste ende, hvis hun får et eller andet.

Per Lautrup-Nissen, der tilmed sidder i Venstres hovedbestyrelse, tilføjer dog, at de enkelte medlemmer i Venstres folketingsgruppe kunne have været inddraget i højere grad, inden finanslovaftalen blev endelig aftalt.

- Det kan måske være, at gruppens medlemmer ikke er inddraget i tilstrækkeligt omfang. Det kunne jo være hensigtsmæssigt, hvis alle havde nikket, inden man præsenterer det for den store offentlighed, siger han.

/ritzau/

Formand for Venstre i Storkøbenhavn regner med, at Marion Pedersen nok skal stemme for finansloven.

Offentliggjort Sidst opdateret