Venstre kræver afklaring om tilbagetrækningsalder før valg
Socialdemokratiet vil ændre tilbagetrækningssystemet, men partiet har ikke været konkret omkring hvordan.
Venstre-formanden Troels Lund Poulsen (V) ønsker svar før næste valg. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiet har varslet en ny kurs om tilbagetrækningsalderen. Venstre ønsker svar før næste valg.
Venstre kræver afklaring om tilbagetrækningsalderen før et valg.
Det siger forsvarsminister og formand i Venstre Troels Lund Poulsen til Politiken.
Hans udmelding kommer, efter at partiets tidligere formand Anders Fogh Rasmussen har udtalt til avisen, at det omstridte pensionsspørgsmål er uegnet som tema i en valgkamp.
- Jeg er enig med Anders Fogh Rasmussen i, at velfærdsaftalen fra 2006 er en kronjuvel i dansk økonomisk politik. Den skal vi passe på, og Venstre vil have det afklaret før et valg, siger Troels Lund Poulsen til Politiken.
I 2006 indgik en række partier en velfærdsaftale, som betød, at pensionsalderen ville stige med et år hvert femte år.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i et interview med Berlingske i august, at Socialdemokratiet ikke længere tror på "den automatik, som pensionsalderen hæves med lige nu".
Siden har det omstridte pensionsspørgsmål splittet de tre regeringspartier.
Socialdemokratiet har nemlig ikke været mere konkret på, hvordan pensionen skal ændres.
I et interview med Jyllands-Posten siger udenrigsminister og formand i Moderaterne Lars Løkke Rasmussen (M), at debatten om tilbagetrækning skal tages ordentligt, hvis man vil pille ved det nuværende system.
Han åbner for en diskussion om to tilbagetrækningsordninger - seniorpensionen og Arne-pensionen.
- Hvis man vil tage den her debat, kan det ikke være en endimensionel debat, der bare handler om, hvorvidt der skal sættes en top på stigningen, eller om pensionen skal stige lidt langsommere. Så bliver man nødt til at omfavne hele den her problemstilling, siger partiformanden til avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned