Venstre kræver S-SF undskyldning for papir

Oppositionens ledere, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, bør offentligt undskylde deres fejlagtige beskyldninger mod Statsministeriet om et "hemmeligt papir" i sagen om overbetaling af privathospitaler.

Det kræver Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag ved et åbent samråd om sagen i Folketingets finansudvalg oplæste papiret med disse ord:

"Vi bliver nok nødt til at lave en lille orientering om de endelige konklusioner - og hvor er sket nuanceringer. Gerne til dagmappen i morgen (hvis det kan nås) da der vist sker offentliggørelse onsdag. KH Sophus"

- Der er fuldstændig klarhed over, at de beskyldninger, som Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal er kommet med, er grebet ud af den tomme luft. Jeg synes ærlig talt, at det er pinligt, at man hele formiddagen har hørt dem komme med den ene anklage efter den anden, der overhovedet ikke har hold i virkeligheden. Jeg synes, at de burde give en undskyldning, siger Peter Christensen.

Spørgsmål: - Man er vant til et vist frirum i den politiske debat?

- Der er tale om bevidst mistænkeliggørelse uden noget som helst belæg for at fremture. Der må være en vis værdighed over politik. Den har både Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt glemt derhjemme i morges, siger Peter Christensen.

Han afviser til gengæld, at det er underligt, at Statsministeriet kendte til, at V og K's statsrevisorer ville komme med en mindretalsudtalelse forud for et møde om overbetaling af privathospitaler hos statsrevisorerne.

- Det ville være underligt, hvis Statsministeriet ikke fulgte de politiske debatter, der kører.

/ritzau/

Venstre kræver en undskyldning fra S-formand, Helle Thorning-Schmidt, og SF-leder, Villy Søvndal, for påstande om et hemmeligt papir fra Statsministeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret