Venstre: Lang udsigt til bedre vandmiljø

Landets vandmiljøeksperter har ret i, at det vil tage lang tid, førend regeringens indsats for at forbedre vandmiljøet er fuldbragt, erkender Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo.

Men det kan ikke gøres hurtigere end regeringens egen, nye mål i miljø- og landbrugsplanen, Grøn Vækst. Her står der, at forventningerne senest skal være indfriet i 2027, indvender han til kritikken af regeringen.

- Vi erkender klart - for det er svært at løbe fra - at vandmiljøet har det dårligt, og at der bliver udledt for megen næringsstoffer og sprøjtegifte. Men det tager tid at få det her på plads. Selv hvis vi nedlagde landbruget den dag i dag, ville det ikke kunne gå hurtigere, fordi naturen også skal tilvænne sig forandringerne, siger Eyvind Vesselbo.

Han medgiver, at overvågningen af vandmiljøet er blevet for dårligt, siden kommunalreformen tog opgaven fra de gamle amter. Det har miljøordføreren selv taget op med skiftende miljøministre og vil også det gøre igen, siger han.

Han siger, at EU's vandrammedirektiv og den kommende udmøntning af Grøn Vækst i en ny miljømålslov vil sikre, at hånden ikke bliver holdt over landbrugserhvervet, sådan som kritikken fra vandmiljøeksperterne går på.

- Landbruget er i forvejen et gennemreguleret erhverv, så det er noget sludder, siger Eyvind Vesselbo.

Han siger også, at kritikken af, at det går for langsomt, er letkøbt fra eksperternes side:

- Det er altid let for folk, som ikke skal stå økonomisk og politisk til ansvar, at sige, at det her skal løses meget hurtigere. De ved også godt selv, at det tager lang tid.

/ritzau/

Det kan ikke gøres hurtigere at forbedre vandmiljøet, erkender Venstres miljøordfører efter nye advarsler fra eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret