Venstre: Nu må Thorning ud med sproget om PET-chef
Statsminister Helle Thorning-Schmidt skylder frustrerede PET-medarbejdere en forklaring, mener retsordfører.
Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, forstår godt, at medarbejderne i Politiets Efterretningstjeneste (PET) er utilfredse med regeringens udlægning af efterretningstjenestens indsats under angrebene i København i februar.
- Jeg forstår godt de menige medarbejderes frustration, og det lægger et åbenlyst og tydeligt pres på statsministeren for ikke bare at tørre det, der gik galt under håndteringen, af på den afgående PET-chef, men selv påtage sig det politiske ansvar, siger Karsten Lauritzen til Ritzau.
Hans kommentar kommer efter nye oplysninger i Berlingske tirsdag.
Her giver fællestillidsmanden i PET samt anonyme kilder udtryk for, at de ansatte, samt ikke mindst deres tidligere chef, Jens Madsen, er blevet gjort til syndebukke, efter udtalelser fra justitsminister Mette Frederiksen (S) om, at regeringen var blevet "bibragt" et fejlagtigt billede af hele forløbet.
Stridspunktet er udtalelser fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) dagen efter angrebene. Her sagde hun, at synagogen blev sat under bevogtning umiddelbart efter de første skud på Østerbro.
Men på sidste uges pressemøde kritiserede Mette Frederiksen PET for, at synagogen først blev sat under overvågning fire timer efter det første angreb.
Venstre og Dansk Folkeparti har siden redegørelsen fra politiet blev offentliggjort forgæves forsøgt at få statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) eller justitsministeren til at informere om dialogen mellem regeringstoppen og PET i den dramatiske weekend.
- Nu bør statsministeren rent faktisk fortælle os, hvad den afgående PET-chef har fortalt, der har været forkert. Så kan man jo vurdere, om statsministeren har ageret rigtigt eller forkert, siger Karsten Lauritzen.
- Regeringen har - måske meget belejligt - undladt at fortælle, hvad der er sket i regeringen og blandt de ansvarlige politikere, der også traf masser af beslutninger under det her terrorattentat.
- Nu ser det ud som om, det hele hænger på PET, men regeringen har også et ansvar. Og det ville klæde statsministeren at stå ved det ansvar, siger han.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet