Venstre: Østergaard skal forklare blåøjet vækstskøn
Morten Østergaard - udfordres af Venstre på sin første arbejdsdag. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Jens Dresling/POLFOTO
Den nye økonomiminister skal i samråd om regeringens fastholdelse af vækstskønnet for 2014 og 2015.
Det er uforståeligt, at regeringen og den nye økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) ikke reagerer på, at væksten i bruttonationalproduktet ifølge Danmarks Statistik overraskende faldt med 0,3 procent i andet kvartal af 2014.
Østergaard fastholdt tirsdag i stedet et udgangspunkt i vækstskønnet fra Økonomisk Redegørelse, der siger, at væksten fortsat slutter på 1,4 procent i år og 2,0 procent næste år - det selvom økonomer kalder regeringens skøn for "blåøjet".
Og det er problematisk, når der om kort tid skal forhandles om en ny finanslov, siger Venstres medlem af finansudvalget Jacob Jensen.
- Der er sket et par ting, siden regeringen fremlagde sine vækstskøn. Vi har set reelt negativ vækst i andet kvartal, og vi ser ingen forbedringer i forhold til Rusland og Ukraine.
- Jeg har indkaldt ministeren i samråd, fordi jeg vil vide, hvordan han forholder sig til de nye tal, og om han er enig med sin forgænger i, at væksten i år fortsat vil slutte på 1,4 procent, siger Jacob Jensen.
Han opfordrer regeringen til at lave nye beregninger af vækstskønnet med baggrund i de nye oplysninger. Eller til at øge indsatsen for at skabe vækst, når forhandlingerne om finansloven indledes.
- Regeringen er nødt til at gøre noget andet og mere end at øge fradraget for fagforeningskontingent og øge det offentlige forbrug, siger Jacob Jensen.
Venstre fremlægger sit finanslovforslag i næste uge. Og her vil der være øget fokus på vækst, fastslår Jacob Jensen.
Ud over at indeholde en fortsættelse af boligjobordningen foreslår Venstre at sænke skatter og afgifter så der "målrettet kan skabes arbejdspladser".
- Vi ønsker at omprioritere de penge, som regeringen vil bruge på eksempelvis fagforeningskontingent, udlændingeområdet og ulandsbistanden. Det er vigtigere med jobskabelse og vækst end bare at øge det offentlige forbrug, siger han.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde