Venstre-politikere bakker op om Løkke før skæbnemøde
Iagttagere forventer, at formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussens, politiske skæbne vil blive afgjort på et forretningsudvalgsmøde tirsdag aften, efter at flere i baglandet har krævet dokumentation ovenpå den seneste tids tøj- og feriesager.
Men som flere af Venstres udvalgsmedlemmer udtrykker, er der ikke behov for at se dokumentation.
- Jeg forventer, at mødets udgang bliver, at vi bakker op om formanden, ser hvad der er sket og sikrer os, at det går godt i fremtiden.
- Det er ikke nødvendigt med dokumentation, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, efter at flere Venstre-politikere har været kritiske overfor Lars Løkke Rasmussen tøj- og feriesag.
Venstre-formanden er kommet i politisk modvind, efter at han har fået betalt tøj for 152.000 kroner af partiet, mens Lars Løkkes kone og søn har fået betalt en ferierejse til Mallorca i forbindelse med et strategiseminar efter folketingsvalget i 2011.
I et virvar af journalister foran Crowne Plaza, svarede Lars Løkke i en hurtig kommentar på, hvor meget tøj han havde "ladet glide ind i sit klædeskab".
- Ganske, ganske betydelig del. Men det kommer vi nok ikke nærmere, siger han.
Formand for Venstre Ungdom Jens Husted har fuld tillid til, at Lars Løkke Rasmussen har indberettet og betalt den skat, der har været i forbindelse med sagerne.
- Jeg har fuld tillid til, hvad Lars Løkke Rasmussen fortæller. Det er det vigtigste for mig. Om der skal fremlægges dokumentation eller ej, det har jeg fuld tillid til, at han har styr på.
- Det, der er vigtigt nu, er at vi får mødet overstået. Ingen er i tvivl om, at det er en ærgerlig situation, siger Jens Husted.
Michael Aastrup Jensen (V), medlem af forretningsudvalget, siger, at han ikke har behov for at se dokumentation for, at formanden har betalt skat korrekt.
- Jeg forventer, at vi får en rigtig god forklaring. De mundtlige stoler jeg også på, og når vi får sådan en, så er der ikke mere i sagen, siger Michael Aastrup Jensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub