Venstre skyder hvid pind efter julepakker

Satspuljen for psykiatriske patienter skal ikke plukkes for penge, fordi fattige familier forgæves søger julepakker fra velgørende organisationer.

Det siger Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby. Hun afviser forslaget fra SF og Socialdemokraterne og henviser til, at de ikke rejste sagen, da satspuljen for nylig blev fordelt af alle partier undtagen Enhedslisten.

- Det kan undre, at hverken SF eller S bragte det op, da vi forhandlede satspuljen eller i deres finanslovforslag. Derfor virker det som skinbarlig populisme, nu hvor julen nærmer sig, siger Ellen Trane Nørby.

Hun mener, at S og SF totalt har skiftet standpunkt i sagen, og at de hidtil har kaldt julepakker for "almisser" og "dårlig socialpolitik".

- Nu foreslår de, at pengene skal gå fra psykiatriske patienter og kan bruges til julegaver. Så saver man hele den langsigtede strategi over for at lege julemand, siger Ellen Trane Nørby.

- De har vendt fuldstændig på en tallerken i forhold til, hvad de plejer at sige, mener Venstres socialordfører og pointerer, at det er en stor opgave at sikre, at psykiatriske patienter har ordentlige vilkår.

- Så vi vil ikke gå med til deres forslag, siger hun.

/ritzau/

SF og S kan godt glemme alt om at snuppe penge fra satspuljen til flere julegaver. Det er ren populisme, mener Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby.

Offentliggjort Sidst opdateret