Venstre tangerer bedste måling siden regeringsdannelsen
Formand Troels Lund Poulsen (V) kan se målingerne for sit parti stige, og Venstre er på det højeste niveau siden valgdannelsen i 2022 i den seneste måling fra Voxmeter. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Moderaterne rammer en ny bund i måling fra Voxmeter, mens tendensen i Venstre er stigende.
Opbakningen til Venstre stiger med små skridt, og partiet tangerer i den seneste måling mandag det højeste niveau siden regeringsdannelsen.
Regeringspartiet står til 12,3 procent i en måling fra Voxmeter foretaget for Ritzau.
Det er sket en enkelt gang tidligere i SVM-regeringens tid - i august sidste år.
Ellers skal man tilbage til 11. december 2022 i den afsluttende fase af regeringsforhandlingerne for at finde en bedre måling. Dengang på 13 procent.
Det var blot tre dage før, at statsminister Mette Frederiksen (S) kunne præsentere en noget uvant bred regering med Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre.
Venstres vælgere var tilsyneladende ikke var med på, at det gamle liberale parti skulle involvere sig med Socialdemokratiet, som traditionelt har været den modpol, som partiet har defineret sig op imod.
Det var tilfældet i den tidligere S-regering, hvor daværende Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen ville have en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens ansvar i minksagen.
Ellemann lovede for åben skærm, at han ikke ville gøre Frederiksen til statsminister.
Blot to måneder senere gjorde han netop det efter et længere forhandlingsforløb på Marienborg i vinteren 2022.
Venstres vælgere var ikke med. Så efterfølgende rejste partitoppen rundt i hele landet for at forklare de liberale vælgere, hvorfor det gav mening at gå med i den brede regering.
Venstre fik 13,3 procent af stemmerne ved valget i 2022.
Efter at have ligget længe mellem cirka 8 og 10 procent i målinger har partiet haft en opadgående tendens de seneste tre målinger, og i mandagens måling er partiet med til at trække regeringen op på 36,4 procent.
Omvendt ligger et andet regeringsparti - Moderaterne - med 3,3 procent på det laveste niveau i partiets tid i Folketinget.
Der er en statistisk usikkerhed på 1,1 procentpoint for Moderaterne i målingen fra Voxmeter.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned