Venstre trækker unge vælgere til

Politisk fokus på efterløn og Danmarks fremtidige økonomi har fået medlemmerne til at strømme til Venstres Ungdom (VU).

Siden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale for alvor bankende efterlønnen op på den politiske dagsorden, har VU fået mere end 700 nye medlemmer. Dermed har medlemstallet rundet 2500, hvilket gør de unge Venstre-løver til Danmarks næststørste politiske ungdomsorganisation.

Den største er de unge SF'ere, der ved den seneste opgørelse havde 3143 medlemmer. Socialdemokraterne har 2099 medlemmer og er derfor overhalet af VU.

- Jeg tror, det er gået op for mange unge mennesker, at hvis der ikke sker noget, står vi tilbage med en kæmperegning for overforbrug, siger formand for VU Jakob Engel Schmidt og fortsætter:

- Mange unge mener, at efterlønnen skal afskaffes, for de vil ikke være med til det generationstyveri. Så vi håber, at efterlønnen bliver et afgørende valgtema, og vi vil i hvert fald være med til at lægge pres på vores egne politikere, siger Jakob Engel Schmidt.

Han håber, at fremgangen fortsætter, så VU kan tage kampen op mod SFU om at være Danmarks største ungdomsorganisation.

- Målsætningen er at komme op på 3000 medlemmer og konkurrere med SFU om at være den største, siger han.

Selv om meningsmålingerne i efterhånden lang tid har vist et solidt flertal til partierne bag Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, melder VU-formanden om stor kampgejst blandt de nye medlemmer, der kommer til.

- Det er unge mennesker, der ikke stopper for rødt. Der er en stor kampgejst. Det kan godt være, vi er bagud i målingerne, men vi tror bestemt på, det kan lade sig gøre, siger Jakob Engel Schmidt.

/ritzau/

Venstres Ungdom overhaler DSU og er nu Danmarks næststørste politiske ungdomsorganisation.

Offentliggjort Sidst opdateret