Venstre trodser EU og vil liberalisere snus

Venstre vil nu liberalisere salget af snus i Danmark. En forslag som kommer på et tidspunkt, hvor EU ellers lige har krævet et total stop for salget af snus herhjemme.

I Danmark er det nemlig lovligt at forhandle snus i løs vægt, hvorimod der er forbud mod at sælge snus i poser - også kaldet portionssnus. Men det vil Venstres EU-ordfører og medlem af Folketingets sundhedsudvalg, Flemming Møller, nu lave om på.

- Forbuddet mod salg af portionssnus giver ingen mening, når det samtidig er fuldt lovligt at sælge løssnus. I Sverige er begge dele lovligt, og det kan den svenske befolkning sagtens administrere, siger Flemming Møller og tilføjer:

- Der må være grænser for politik, og her er der tale om, at forbudsiveren er gået for langt.

Ifølge EU har Danmark imidlertid slet ikke lov til at sælge løssnus. Salget af snus er nemlig kun tilladt i Sverige, som af kulturelle årsager har en undtagelse fra EU-forbuddet.

Opfattelsen blandt danske politikere i København og Bruxelles har ellers været, at Danmark havde en undtagelse for løs snus, fordi det er et traditionelt tobaksprodukt.

I den danske tobakslov står der, at den nyere type snus "portionssnus" er ulovlig. Den traditionelle løse snus er ikke nævnt og er dermed lovlig.

Flemming Møller afviser imidlertid at lave et total forbud imod salg af snus i Danmark.

- Det ser jeg absolut ingen grund til, og derfor bør vi reagere, hvis EU-Kommissionen fastholder kravet. Forbudstrangen er ved at tage overhånd, og derfor må vi sige fra, når regler og forbud generer helt almindelige mennesker, siger EU-ordføreren.

- I stedet for at forbyde løssnus er der langt mere fornuft i at legalisere portionssnus, siger han.

/ritzau/

Hvor EU helt vil forbyde salget af snus i Danmark, så foreslår Venstre nu at liberaliseret salget yderligere.

Offentliggjort Sidst opdateret