Venstre vil give fem milliarder i skattelettelser
Venstre kaster sig nu ind i kampen om næste års finanslov med et forslag om skattelettelser for fem milliarder kroner. Det skriver DR Nyheder.
De massive skattelettelser skal skabe arbejdspladser, for det er det, Danmark har brug for. Det siger Venstres finansordfører, Peter Christensen, som kalder det et godt tilbud til regeringen.
- Danmark har brug for, at der bliver skabt flere arbejdspladser, siger han til DR Nyheder.
- Derfor lægger vi et forslag til en finanslov frem, hvor vi kan skaffe fem milliarder kroner til at lette byrder for de danske virksomheder, så vi kan få ansat nogle flere mennesker, tilføjer Peter Christensen.
Pengene skal blandt andet komme fra reformer - herunder en reform af beskæftigelsespolitikken - og ved at få landets kommuner og regioner til at sende flere offentlige opgaver i udbud. Det skal i sig selv give en milliard kroner.
Samtidig vil Venstre foretage omprioriteringer og holde størrelsen på den offentlige sektor i ro.
Venstrefolkene fremlægger deres planer på Christiansborg fredag klokken 12.30, og hos Socialdemokraterne ser man frem til at granske forslaget nærmere.
Men regeringspartiet bryder sig ikke om Venstres nulvækst-ønsker. Og man gider heller ikke hele tiden høre om nye skattelettelser, lyder kritikken.
- Venstre kan ikke finde en krone, uden den skal bruges på skattelettelser, siger den socialdemokratiske finansordfører, Jesper Petersen, til DR Nyheder.
- Jeg synes, regeringen har fundet en balanceret tilgang, hvor vi har lempet personskatter og afgifter på erhverv med den ene hånd, samtidig med at der er råd til en moderat vækst i det offentlige, tilføjer han.
Enhedslisten advarer regeringen mod at finde sammen med Venstre om en blå finanslov.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet