Venstre vil indføre minimumsdækning i institutionerne
Venstre foreslår, at en pædagog højst må være alene med fem børn. Afviser dog minimumsnormering.
En pædagog i en vuggestue eller børnehave må højst være alene med fem børn, nøjagtigt som reglerne for dagplejere også foreskriver.
Sådan lyder et forslag fra Venstres børne- og familieordfører, Tina Nedergaard, som hun fremsætter i Berlingske fredag.
- Jeg mener på mange måder, at situationen i landets daginstitutioner er uforsvarlig, siger hun til avisen med henvisning til, at pædagoger på grund af skrabet bemanding specielt i ydertidspunkterne risikerer at stå alene med ansvaret for mange børn, siger Tina Nedergaard til Berlingske.
Venstre kalder udspillet for en minimumsdækning og ikke en minimumsnormering.
Forskellen er, at en minimumsnormering fastsætter, hvor mange pædagoger, der skal ansættes pr. barn i en given institution.
Minimumsdækningen siger kun noget om, hvor mange, der skal være på arbejde i ydertimerne.
Det betyder også, at der med en minimumsdækning godt kan være to pædagoger om 20 børn.
- Vi har ikke penge til minimumsnormeringer, og jeg mener, at der er en tryghed, så længe der er to pædagoger til stede, siger hun.
Mens de andre borgerlige partier bakker op om forslaget, er Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforenings formand (Bupl), Elisa Bergmann, mere skeptisk.
- Hvis det alene handler om et ledelsesspørgsmål inden for de nuværende økonomiske rammer, så risikerer vi, at lederne dækker ekstra ind i ydertimerne, men så mangler man til gengæld pædagoger midt på dagen, siger hun til Berlingske.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde