Venstre vil rykke lægepraksisser tættere på danskerne
Formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, vil modernisere lægepraksisser over hele landet for at gøre det mere attraktivt for læger og sundhedspersonale at etablere sig, der hvor der mangler læger. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Venstre vil "forbedre og modernisere lægepraksisser over hele landet" for at mindske lægemanglen.
Det kan være svært for mange danskere at finde en praktiserende læge tæt på hjemmet. Det mener Venstre, der vil investere 675 millioner kroner i bedre lægehuse.
Partiet vil over tre år bruge pengene på at modernisere lægepraksisser og gøre det mere attraktivt for læger og andet sundhedspersonale at etablere sig, der hvor der mangler læger.
- Vi skal simpelthen gøre langt mere for at sikre, at danskerne kan få en god læge helt tæt på, hvor de bor.
- I dag oplever alt for mange borgere, at det kan være svært, og det skaber utryghed, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Venstre vil præsentere forslaget på partiets sommergruppemøde fredag, der skal være med til at skyde efterårets regions- og kommunalvalg i gang.
Partiet foreslår, at der fra 2022 til 2024 afsættes 675 millioner kroner i en pulje, som regioner og kommuner kan søge om midler fra til bedre lægehuse.
- Jeg synes, det er helt afgørende, at vi løbende udvikler vores sundhedsvæsen, så det passer til borgernes behov. Og det er blandt andet gode sundhedstilbud lokalt, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Ifølge en analyse fra 2021 fra foreningen Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har mere end halvdelen af de praktiserende læger lukket for tilgangen af nye patienter.
Region Nordjylland har den største andel af praksisser med lukket for tilgang, mens Region Syddanmark har den laveste andel.
Venstre holder hele weekenden sommergruppemøde på Comwell Hotel i Kolding. Partiet vil på et pressemøde fredag fremlægge det samlede udspil, som skal give bedre lægedækning i hele landet.
Tidligere i denne uge præsenterede Jakob Ellemann-Jensen ti principper, som har til formål at samle blå blok frem mod den næste folketingsvalg.
Principperne handler blandt andet om, at det skal kunne betale sig at gå på arbejde, en modernisering af velfærdssamfundet og en stram og konsekvent udlændingepolitik.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned