Venstrefløjen står langt fra regeringen om finansloven
SF og Enhedslisten kræver forbedringer for ledige før forhandlingerne med regeringen om næste års finanslov.
Regeringen får svært ved at enes med venstrefløjen, når finansminister Bjarne Corydon (S) onsdag aften forhandler næste års finanslov med Enhedslisten og SF.
Parterne står stadig milevidt fra hinanden på to centrale stridspunkter. Det oplyser kilder til Ritzau.
Dels rokker regeringen sig ikke, når venstrefløjen kræver en løsning for ledige, som mister dagpenge. Dels vil regeringen slanke ulandsbistanden med 2,5 milliarder kroner for at finansiere langt flere asylsøgere.
Enhedslistens gruppeformand, Stine Brix, advarer regeringen mod at se til Venstre som sidste år.
- Hvis regeringen vælger at lave en blå finanslov med Løkke - og det kan jeg jo læse i Berlingske, at i hvert fald ét af regeringspartierne er parate til - så vil det jo igen handle om skatterabatter til de store virksomheder og nedskæringer på velfærden, siger hun i en skriftlig kommentar.
Stine Brix skoser regeringen for reformer, som "har forringet vilkårene" for syge og ledige og øge uligheden.
- Derfor er det jo afgørende for Enhedslisten, at en finanslov skal trække i en grundlæggende anden retning. Den skal bekæmpe uligheden, den skal skabe bedre vilkår for nogle af de grupper, der har allermindst - og som er blevet hårdt ramt af reformerne, siger Stine Brix.
SF's gruppeformand, Jonas Dahl, er også skeptisk.
- Jeg tror ikke, at det bliver nemt at nå en aftale. Vi går stadig ind til forhandlingerne for at få flere pædagoger i vores vuggestuer og børnehaver, for at der gøres mere for børn med særligt behov i folkeskolen, og for at komme op i gear i forhold til klimaindsatsen, siger Jonas Dahl.
SF vil også barbere "en markant del" af besparelser på ulandsbistanden, og dagpengesystemet skal forbedres, mener han.
Det skal øge trygheden på arbejdsmarkedet, siger Jonas Dahl.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned