Venstres top nedtoner Thors klimakritik

Venstres topfolk afviser, at det store regeringsparti skulle være splittet i klimakampen.

Afvisningen kommer, efter at Venstres folketingsgruppe ellers har udskudt behandlingen af VK-regeringens eget lovforslag om energibesparelser i boligerne, fordi flere gruppemedlemmer - herunder formanden for Folketinget, Thor Pedersen - mener, at klima- og energidebatten er gået for vidt, og at den personlige handlefrihed bliver indskrænket urimeligt meget af klimatiltag.

Både Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, og partiets miljøordfører, Eyvind Vesselbo, understreger, at der ikke er tvivl om partiets linje.

Peter Christensen kalder det for "useriøs drilleri", når oppositionen kræver en afklaring fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Det afgørende er ikke, hvad Thor Pedersen mener - eller fortæller om sit hus - men hvilken politik vi vedtager. Venstre bakker fuldstændig op om Danmarks klimaforpligtelser og forsøget på at reducere vores CO2-udledninger med 20 procent, siger den politiske ordfører.

På torsdagens gruppemøde i Venstres mente flere medlemmer, at den personlige handlefrihed bliver indskrænket urimeligt meget af klimatiltag. Thor Pedersen forklarede således, at han holder af at komme hjem om aftenene og se lyset skinne fra alle vinduer i sit store hus.

- Vi har en fri og åben debat i Venstre, hvor man diskuterer alle spørgsmål - også klimaspørgsmål. Ellers ville det jo også bare være en skinmanøvre at diskutere de forskellige lovforslag. Men vi skal nok blive enige om en fælles indstilling til det her. Selv om vi alle er enige om, at vi skal have en ambitiøs klimaplan, så kan vi jo godt diskutere elementer af den, siger Eyvind Vesselbo.

/ritzau/

Oppositionen afkræver forklaring fra Lars Løkke på, hvor hans eget parti står i klimakampen efter klimaopgøret i Venstre. Venstres top afviser uenighed.

Offentliggjort Sidst opdateret