Venstres Ungdom forsøgte at stoppe gymnasie-blokade

Begrundelsen for demonstrationerne på gymnasierne landet over i dag, er modstanden imod regeringens nedskæringer på uddannelsesområdet. Men sådan hænger det ikke sammen. I hvert tilfælde ikke ifølge formanden for Venstres Ungdom i Guldborgsund.
 – Det er en direkte løgn og taget ud af en helt forkert kontekst, siger VU formanden Nicklas Thorsen, som er elev på katedralskolen i Nykøbing.

Ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning betyder Regeringens finanslovsforslag nedskæringer på godt 1000 kroner pr elev i gymnasiet. Penge, som ifølge en rundspørge fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning til rektorerne, især skal hentes ved at putte flere elever i hver klasse og spare på indkøb af nye materialer. Desuden vil gymnasierne skære ned på vejledning og lektiecafeer, og det vil især ramme elever fra fagligt svage hjem, siger Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

- Det passer ikke siger Nicklas Thorsen. Regeringen har lagt op til, at man kan hæve puljen til taxametermetersystemet med 781 millioner. Dertil kommer, ifølge Nicklas Thorsen, eventuelt penge fra globaliseringspuljen. En pulje som dog først bliver fordelt senere på året.
 
Nicklas Thorsen fik kun støtte af knap 20 af de omkring 700 fremmødte elever på Katedralskolen i Nykøbing tirsdag formiddag, da der skulle stemmes om blokaden skulle forsætte dagen ud.

Nicklas Thorsen er byrådskandidat for Venstre i Guldborgsund Kommune, men afviser at tirsdagens møde på Katedralskolen skal ses som led i valgkampen. – Gymnasierne er selvejende institution og har ikke noget med kommunen at gøre, siger det måske kommende byrådsmedlem.
Foto: Det lykkedes ikke for Venstres ungdomsformand, at overbevise sine skolekammerater om, at regeringen ikke skærer ned på gymnasierne

Det er en direkte løgn, at der bliver skåret ned på gymnasierne, siger ungdomsformand.

Offentliggjort Sidst opdateret