Flertallet af verdens gletsjere smelter fortsat i foruroligende tempo som følge af den globale opvarmning.
Hurtigst går det i Patagonien, der dækker dele af Chile og Argentina, og som sammen med gletsjere i Alaska har mistet ismasse hurtigere og gennem længere tid, end det er tilfældet andre steder i verden.
Det fremgår af en ny rapport fra FN's Miljøprogram (UNEP), der netop er fremlagt på FN's klimakonference i Cancun i Mexico.
- Afsmeltningen påvirker på globalt plan omkring 100 millioner mennesker og giver stadig større udfordringer med at skaffe fødevarer nok. Den øger behovet for at lagre vand og forbedre udnyttelsen af vand til landbrug, siger John Crumb fra det norske polarinstitut, som har været med til at udarbejde rapporten med UNEP.
Det tredjestørste tab af gletsjeris sker i det nordvestlige USA og Canada, og herefter kommer bjergregionen Hindu Kush og Himalaya i Asien samt det arktiske område. I Europa er gletsjerne vokset siden midt i 1970'erne, men den tendens stoppede omkring år 2000.
Nogle steder på kloden ses en tendens, som går imod det generelle billede: I det vestlige Norge, på sydøen i New Zealand og dele af Ildlandet i Sydamerika regner det mere end før, hvilket øger isens masse og nogle steder dens udbredelse. I Karakorum-bjergkæden har isen i dag bredt sig over områder, der har været isfrie i 50 år.
Norges miljøminister, Erik Solheim, var med til at præsentere rapporten i Cancun. Norge har afsat 250 millioner norske kroner til et femårigt forskningsprogram for lokale partnere, der skal skaffe mere viden om gletsjerne i Himalaya og Hindu Kush.
- Mennesker i Himalaya må forberede sig på en hård og uforudsigelig fremtid, og de behøver vores støtte. Dette er en sag af yderste vigtighed, siger han.
Den smeltende is fra bræerne danner ofte smeltevandssøer højt oppe i bjergene. Når der sker brud på morænevæggene omkring søerne, vælter store vandmasser ned ad bjergsiderne med katastrofale følger for de mennesker, som bor i dale længere nede.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde