Verdensbank: Afrika må have klimahjælp nu

Afrika syd for Sahara har brug for knap 87 milliarder kroner årligt for at tilpasse sig klimaforandringer. Og beløbet bliver højere, hvis vi ikke handler nu, advarer Verdensbanken.

Meldingen kommer fra Verdensbankens særlige repræsentant for klimaforandringer, Andrew Steer, som deltager i FN's to uger lange klimamøde i Bonn.

Han tilføjer, at der er tale om et konservativt skøn. Det hviler nemlig på antagelsen om, at verdens lande hurtigt reducerer CO2-udslippet for at nå det vedtagne FN-mål om, at klodens temperatur højst må stige med to grader.

- I øjeblikket er vi sørgeligt nok ikke på vej til at begrænse den globale temperaturstigning til to grader.

- Uden større indsats nu vil Afrikas omkostninger til at tilpasse sig oversvømmelser, tørkeperioder, varme, stigende havvand og ændrede sygdomsmønstre blive langt højere, siger Steer.

Klimaændringerne risikerer at æde Afrikas hårdt tilkæmpede udviklingsfremskridt op, påpeger Andrew Steer.

- Vi er nødt til at bruge ministerkonferencen i Durban om klimaet (i december, red.) til at gøre Afrikas dagsorden langt mere central i FN's klimaproces, fastslår Steer.

Afrika er også langt bagud, når det gælder de såkaldte CDM-projekter, hvor vestlige lande investerer i klimaprojekter i ulandene, tilføjer han.

Her er det store lande som Kina og Brasilien, der løber med broderparten af Vestens penge. Afrika har modtaget mindre end to procent.

Et fattigt land som Etiopien må imødese, at nationalproduktet i fremtiden bliver 2 til 8 procent mindre, hvis det ikke investerer i klimatilpasning. Ghana må forvente et fald i BNP på 2 til 7 procent i 2050.

I Mozambique vil BNP-tabet i 2050 udgøre mellem 4 og 14 procent set i forhold til den forventede vækst, viser Verdensbankens analyser.

/ritzau/

Klimaændringer udhuler vækst og udvikling i fattige afrikanske lande, advarer Verdensbanken.

Offentliggjort Sidst opdateret