Det var en klog beslutning af miljøministeren.
Sådan lyder reaktionen fra Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, efter at miljøminister Karen Ellemann (V) har udskudt den politisk omstridte sejlads med giftaffald fra Australien til Kommunekemi i Nyborg.
- Det er en meget fornuftig beslutning, som jeg støtter 100 procent. Vi har drøftet sagen flere gange, og jeg mener, det er en klog beslutning, siger han.
Kritikken har været massiv mod miljøministeren i sagen.
Oppositionen har gjort fælles front mod regeringen med et beslutningsforslag, der gennem Folketinget skulle stoppe gifttransporten. Dermed ville det have været op til Liberal Alliance, om regeringen kunne ende i mindretal i sagen, hvis ikke ministeren selv havde truffet beslutningen.
Desuden har der været uro i Venstre om sagen, som Folketingsgruppen skulle have mødtes ekstraordinært om torsdag eftermiddag. Gruppemødet blev dog aflyst i sidste øjeblik, ifølge partiets gruppeformand Kristian Jensen fordi Miljøstyrelsen ikke var færdig med den redegørelse, der skulle give Venstre-medlemmer en grundig orientering om sagen.
Eyvind Vesselbo vil endnu ikke forholde sig til, om skibet og giftstofferne aldrig skal til Danmark, eller om det blot er en udskydelse.
- Som jeg har hørt det, så er det udskudt på ubestemt tid, så vi får tid til at drøfte det. Jeg kan ikke tage stilling til endnu, hvad der mere skal gøres. Nu skal vi drøfte det og se dokumentationen, siger han.
Karen Ellemann står fast på, at der ikke er sket fejl i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker