Vestager: Det bliver sjovt at få far med

De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, ser frem til at få sin far med i folketingsgruppen. 1. marts bliver Hans Vestager suppleant under Marlene Borst Hansens barselsorlov.

- Jeg tror, at det bliver sjovt. Det er en lidt mærkeligt situation. Normalt følger døtrene i fædrenes fodspor. Her er det så omvendt, bortset fra, at jeg har taget rigtig meget med hjemmefra af dét, han har givet mig med på vejen, siger Margrethe Vestager.

Den 66-årige Hans Vestager er sognepræst i Ølgod. I 1994 stillede han første gang op til Folketinget og fik ved seneste folketingsvalget 568 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds.

Hans Vestager var ikke førstesuppleant, men denne, Torben Elsig-Pedersen veg pladsen. Det er ikke afgjort, om Hans Vestager indtil december skal være De Radikales ny kultur- og socialordfører i stedet for Malene Borst Hansen, siger Margrethe Vestager.

- Jeg har jo ønsket at komme i Folketinget længe, og jeg glæder mig til at være med til det politiske arbejde, siger Hans Vestager til jv.dk. Han har været byrådsmedlem, og frygter ikke, at familieforholdet påvirker arbejdet.

- Man kan jo godt få børn, der er klogere end en selv. Jeg har fire, siger Hans Vestager, som siger, at i familien vinder dén med den bedste løsning.

- I vores familie regner vi altid med, at det er den kvikkeste, der bestemmer, siger Vestager senior.

Hans datter venter ikke, at det bliver akavet at sidde med sin far i folketingsgruppen.

- Det tror jeg ikke. Der vil givetvis være masser af ting, vi er uenige om politisk, men ville kunne finde en løsning på. Det er i min familie som i Det Radikale Venstre: Der er højt til loftet, siger Margrethe Vestager.

/ritzau/

Margrethe Vestagers far bliver suppleant i folketingsgruppen hos R. Det bliver sjovt. Og lidt mærkeligt.

Offentliggjort Sidst opdateret