Hun er slet ikke til stede, men den radikale leder, Margrethe Vestager, fylder meget torsdag aften, hvor Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard tørner sammen i en stort opsat politisk duel om danskhed på Sørup Herregaard ved Ringsted.
For formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, ser den radikale leder som billedet på, at Socialdemokraterne ikke kan få gennemført den udlændingepolitik, som Helle Thorning-Schmidt ønsker.
- Så spørger jeg bare dig: Vil du trække alt det tilbage, fordi du skal finde dig i Margrethe Vestagers luner. Hun skal sandsynligvis med i en regering, så det bliver træls, sagde Pia Kjærsgaard.
Vestager havde sat sig selv i centrum, da hun torsdag i Politiken slog fast, at hun ikke lægger stemmer til S-SF's pointsystem til regulering af familiesammenføring.
Helle Thorning-Schmidt tager det dog med ro, at Vestager ikke vil stemme for.
- Jeg synes, Enhedslisten har sagt det meget godt. De siger, at de ikke kan lide regeringens pointsystem, og de kan heller ikke lide S og SF's. Men det er trods alt bedre end regeringens. Så der er ikke en eneste af dem, der peger på mig, der vil sige nej tak til at ændre regeringens pointsystem, siger Helle Thorning-Schmidt.
Debatten på Sørup Herregård har været undervejs siden foråret.
Det var, da Helle Thorning-Schmidt tidligere på året fejrede sit femårsjubilæum som formand for Socialdemokraterne, at hun udfordrede Pia Kjærsgaard til en debat om danskhed. Pia Kjærsgaard tog handsken, og nu har de to partier arrangeret to store debatarrangementer.
Omkring 300 tilhørere er torsdag aften mødt op. Mange har takket ja til tilbuddet om at tage et flag ved indgangen i de to partiers boder, så de på den måde kan vise, hvor deres sympati ligger.
Flere af Dansk Folkepartis tilhængere har fået lavet en t-shirt med teksten "Ikke stueren" skrevet hen over brystet med hentydning til tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens både gamle og helt nye kommentar om Pia Kjærsgaards parti.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet