Vestager: Hold løn i ro og vedtag vækstplan
Fagforeninger og arbejdsgivere skal holde lønnen i ro, så konkurrenceevnen genoprettes, hvis flere industrijob ikke fortsat skal forlade Danmark. Samtidig skal Folketinget vedtage vækstplanen med lavere selskabsskat samt energi- og emballageafgifter.
Det er opskriften fra økonomiminister Margrethe Vestager (R) efter dystre udsigter fra konsulenthuset Boston Consulting Group om, at Danmark inden 2020 mister 64.000 job i fremstillingsindustrien.
- Der er udvist meget stor ansvarlighed med overenskomsterne. Det vil jeg meget gerne kvittere 100 procent for. Lønnen gør en forskel, når en virksomhed skal beslutte sig for, om den skal ligge i Sverige eller Danmark, siger Margrethe Vestager.
- Derfor kan vi ikke bare gør én ting, som at hamre selskabsskatten ned. Vi er nødt til at gøre mange ting på samme tid.
Margrethe Vestager kvitterer for, at arbejdsmarkedets parter har holdt lønnen i ro - især i brancher, som mærker konkurrencen mest.
I 1987 lovede LO og DA at holde lønningerne under udlandet i en længere årrække. Samtidig vedtog de at opbygge arbejdsmarkedspensioner. Der er brug for den samme medicin nu, mener Margrethe Vestager.
- Der er ikke brug for en ny fælleserklæring. Der er brug for, at man handler, som om der var en fælleserklæring: At man er meget bevidst om, at politiske aftaler og overenskomster gør en forskel, siger hun.
Margrethe Vestager opfordrer Folketinget til at vedtage vækstplanen.
- Risikoen er både at tabe produktion, forskning, udvikling og arbejdspladser, der understøtter produktion: Der skal gøres rent på en virksomhed og køres med varer, siger hun
I 1965 var der 615.000 industrijob i Danmark. I dag er der under halvdelen tilbage - cirka 300.000 - og tallet falder fortsat, skriver Børsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker