Vestager rækker hånden ud til oppositionen

Oppositionen bør tage medansvar for at bringe Danmark ud af den økonomisk krise.

Sådan lyder opfordringen fra økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager (R), der atter fremhæver behovet for reformer, der skal sørge for, at et flertal af danskerne igen arbejder og betaler skat.

- For alternativet til reformer er besparelser og atter besparelser. Og netop derfor er det regeringens ambition at sætte retningen mod et Danmark, hvor markant flere er i beskæftigelse end på overførelser ved at gennemføre fortsatte reformer, siger Margrethe Vestager på De Radikales traditionelle nytårsstævne, i Nyborg.

Ifølge økonomi- og erhvervsministeren kræver det, at regeringen går "fordomsfrit til værks".

- Politikere skal ikke skabe tabuer, vi skal bryde dem. Derfor skal vi fortsat spørge os selv: Hvad vil vi? For det er vores ansvar at løse krisen. Og det er mit håb, at partierne i oppositionen vil tage aktivt del i at bringe Danmark permanent ud af krisen.

I dag er mere end 50 procent af befolkningen på offentlig forsørgelse, mens under halvdelen er i arbejde, og det misforhold ser ud til at være hovedtendensen mange år frem.

Ingen regering har i de seneste 30 år formået at få ændret balancen markant.

Margrethe Vestager erkender, at det et "ambitiøst mål", at der skal være markant flere i beskæftigelse end på overførselsindkomster. I forvejen er der nemlig i de kommende år udsigt til, at færre og færre vil være i arbejde, fordi flere og flere går på pension.

En udvikling som S-R-SF-regeringen - efter krav fra De Radikale - dels har imødegået ved at forringe efterlønnen og forkortelse af dagpengeperioden.

Men det er langt fra nok, mener Margrethe Vestager.

- Regeringen har lagt op til reformer af førtidspensionen, kontanthjælpen og en skattereform. Derudover vil der i 2012 også blive indkaldt til trepartsforhandlinger, siger økonomi- og erhvervsministeren og fortsætter:

- For alle skal bidrage, hvis vi vil investere massivt i mere og bedre uddannelse, hvis vi vil skabe en grøn omstilling, hvis vi skabe en fremtid med vækst og fortsat velstand.

/ritzau/

Der er behov for flere økonomiske reformer i de kommende år, mener Margrethe Vestager.

Offentliggjort Sidst opdateret