Vestager: Renteforslag er god S-politik

De Radikales leder, Margrethe Vestager, undrer sig over, at Socialdemokraterne afviser at pille ved det rentefradrag, som landets boligejere nyder godt af.

- Det er rimeligt, at folk, der har råd til det, i højere grad betaler deres renteudgifter selv. Vi taler om folk med renteudgifter over 250.000 kroner, og det synes jeg også ville være god socialdemokratisk politik, siger hun.

Hendes udtalelse kommer efter, at Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, blankt har afvist forslaget fra De Radikale.

De Radikale ønsker en sænkning af rentefradraget til gengæld for, at S-SF's planlagte millionærskat bliver droppet.

Mens Socialdemokraterne er kategoriske i deres afvisning, vil SF's finansordfører, Ole Sohn, i dagens udgave af dagbladet Politiken ikke blankt afvise det radikale forslag.

Og trods uenigheden i den røde blok ser Margrethe Vestager positivt på mulighederne for et samarbejde om den økonomiske politik.

- Jeg lægger min politik frem, og de lægger deres frem. Jeg tror, at vi kan få en fornuftig forhandling om skattepolitikken. Det kræver mindst 90 mandater at få politik igennem, og vi skal høre på hinanden, siger hun.

I skattereformen 2009 blev det besluttet at sænke værdien af fradraget gradvist fra 2012 til 2019. Det har Socialdemokraterne og SF accepteret.

/ritzau/

Vestager kalder forslag om at skrue mere ned for værdien af rentefradrag for god socialdemokratisk politik.

Offentliggjort Sidst opdateret