Vestager: Rigsrevisionen skal tjekke reformer
Foto: Nils Meilvang /Scanpix
Nils Meilvang /Scanpix
- Arbejdet med reformer er ikke slut, når en håndfuld politikere har givet håndslag og stiller sig foran en glasdør til interviews. Det er faktisk først der, at det virkelige reformarbejde begynder.
Sådan lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), der som den første partileder torsdag aften taler på hovedscenen ved Folkemødet i Allinge på Bornholm.
I sin tale lægger Margrethe Vestager op til, at Rigsrevisionen fremover skal tjekke, om reformerne indfrier de mål, som politikerne ønsker.
Det skal ifølge Vestager ske, fordi "vores reformer ikke kun har en økonomisk side, men også en kontant menneskelig side".
- For det er ikke de politiske aftaler, som forandrer verden. Det er først, når lovene får liv hos socialrådgiverne, hos sundhedspersonalet eller hos medarbejderne i jobcentrene, at forandringerne begynder, lyder det fra Margrethe Vestager.
Den magtfulde økonomi- og indenrigsminister har sammen med S-R-SF-regeringen haft så travlt med at gennemføre reformer, at mange S og SF-vælgere har haft svært ved at følge med.
Margrethe Vestager har i den forbindelse fået skyld for at være den partileder i regeringen, som mest kontant har stået fast på behovet for økonomiske reformer.
Men i talen på Folkemødet fastslår Vestager, at målet med reformerne ikke kun er at sikre en sund økonomi, men også at hjælpe forskellige grupper i det danske samfund.
- Reformer betyder forandringer til det bedre. Og det skal de være. Derfor skal vi tjekke, om vores idéer, forlig og aftaler også virker, når de rammer virkeligheden.
- Hjalp skolereformen flere børn med at bryde deres socialarv? For skolereformens succes kan og skal ikke kun måles på karakterer i 9. klasse.
- Ligesom kontanthjælpsreformens effekt ikke kun skal vurderes med en økonomisk tommestok. Fik den flere unge aktiveret og uddannet?, siger Margrethe Vestager.
Rigsrevisionen, som Vestager foreslår skal tjekke reformerne, er en uafhængig institution under Folketinget, som i forvejen har stor erfaring med at gå politikerne efter i sømmene.
Rigsrevisionen undersøger blandt andet, om statens midler går til de formål, som Folketinget har besluttet. På baggrund af Rigsrevisionens beretninger og notater kan statsrevisorer, der er udpeget af Folketinget, udtale kritik og give ministre næser.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned