Vestager: Syddanmarks brug af Waterfront er urimelig
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) slår nu fast, at Region Syddanmarks forsøg på at modarbejde en fast forbindelse over Kattegat ved at hyre det omdiskuterede pr-bureau Waterfront er urimeligt.
Det gør hun klart i et svar til Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, som har bedt ministeren forholde sig til, at regionen har betalt Waterfront 1.050.000 skattekroner "for at skabe bevidst dårlige nyheder om Kattegat-komitéens arbejde."
- Jeg synes ikke, at det er rimeligt, en region skaber nyheder, der har til formål at modarbejde andre offentlige myndigheders opgavevaretagelse, udtaler Margrethe Vestager, men understreger samtidig, at regioner har lov til at markedsføre sig selv.
Alligevel har hun orienteret Statsforvaltningen, der fører tilsyn med offentlige myndigheder, om sagen. Det er imidlertid Statsforvaltningens egen opgave at vurdere, om der er grundlag for at rejse en tilsynssag mod regionen, oplyser Vestager:
- Og i givet fald foretage en vurdering af, om Region Syddanmark har indgået aftale med bureauet Waterfront vedrørende Kattegat-forbindelsen, som er i strid med lovgivningen, herunder de regler der gælder for regioners mulighed for at markedsføre sig selv.
Hans Kristian Skibby glæder sig over Vestagers klare udmelding og er tilfreds med, at hun har gjort Statsforvaltningen opmærksom på sagen.
- Jeg er meget glad for at økonomi- og indenrigsministeren klart meddeler, at det som Region Syddanmark har gjort i samarbejdet med kommunikationsbureauet Waterfront ubetinget ligger udenfor den normale offentlige praksis, siger han og tilføjer:
- Ligeledes meddeler ministeren, at man ikke i ministeriet til dato har oplevet lignende sager.
Da samarbejdet blev sat i stand i foråret 2011 undlod Region Syddanmark i øvrigt - i strid med loven - at sende opgaven i udbud. Den del af sagen behandles i øjeblikket i Økonomi- og Indenrigsministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker