Vestager: Vi laver reformer for at skabe vækst

Foto: Nils Meilvang/ Scanpix /Scanpix

Regeringen er slet ikke færdig med at lave reformer. Det fortsætter med en beskæftigelsesreform og vækstplan. Reformer skal sikre vækst, så der er råd til velfærd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fastslår De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, i sin tale til Folkemødet 2014 i Allinge på Bornholm.

- Regeringen ønsker og tror på holdbar vækst og velfærd. Vi laver ikke reformer for reformernes skyld, men fordi de kan bringe os et sted hen, hvor der er bedre at være. For os som mennesker og for Danmark, siger Margrethe Vestager.

Skeptikere tror ikke på, at regeringen kan skabe flere private job og bedre velfærd. Men det hænger sammen, mener hun.

- En velfungerende offentlig sektor med gode pasningsmuligheder, folkeskoler og uddannelser til vores børn og unge. Et sundhedsvæsen der sørger for, at vi får den rigtige behandling, når vi har brug for det, siger Margrethe Vestager.

- Det er nødvendigt for en balanceret samfundsudvikling. Men det kan kun finansieres, hvis de private virksomheder og private job sikrer et stærkt fundament.

Derfor fastholder regeringen kursen og prioriterer den økonomiske politik med fortidens fejl in mente, påpeger Margrethe Vestager.

- Vi har stadig 00erne i frisk erindring, og lektien er lært: Væksten dengang blev skabt af overdreven kreditgivning, spekulation i stigende boligpriser og offentlige budgetter, der ikke blev overholdt, siger hun.

SR-regeringen satser benhårdt på at skabe flere job til gavn for samfundsøkonomien og den enkelte, forklarer Margrethe Vestager.

- Men at have et job er meget mere end bare god økonomi. Et job er velfærd. Det er tilfredsstillelsen ved at bidrage aktivt på arbejdsmarkedet, det er fællesskabet med arbejdskolleger, og det er betydningen af at kunne forsørge sig selv og sin familie, siger hun.

/ritzau/