Vestager vil forene Løkke og Thorning

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller statsministerkandidaten Helle Thorning-Schmidt (S) har flertal for de bærende elementer i deres økonomiske politik.

Derfor opfordrer den radikale leder Margrethe Vestager til en bred aftale. Det sker forud for, at netop de tre politikere mødes til debat søndag på det radikale nytårsstævne i Nyborg.

- Det nye er, at det ikke kun er mig, der ikke har flertal for min politik. Det har Løkke og Thorning heller ikke. Vi er vant til, at Dansk Folkeparti altid er der for regeringen, men det tror jeg ikke, de er her, siger hun.

Margrethe Vestager henviser til, at Lars Løkke Rasmussen på grund af modstand fra Dansk Folkeparti ikke har flertal bag sit ønske om at afskaffe efterlønnen for dem under 45 år, mens Helle Thorning-Schmidt kan få svært ved at samle flertal for sin økonomiske plan Fair Løsning efter en eventuel valgsejr. De Radikale køber nemlig ikke skattedelen af planen.

- Det betyder, at partierne må forhandle med hinanden. Det med to veje holder ikke mere. Man må finde en fælles vej, siger hun og opfordrer til en bred aftale hen over midten om økonomien.

- De beslutninger, vi tager her, rækker ikke kun en, men to eller tre valgperioder frem. De vil definere vilkårene for velfærdssamfundet, siger hun.

Margrethe Vestager mener, at regeringens parløb med Dansk Folkeparti om økonomi har stået i vejen for brede løsninger om økonomien - dog med velfærdsaftalen fra 2006 om at forhøje efterlønsalderen som undtagelsen, der bekræfter reglen.

- Derfor er det efterlønnens afvikling, vi diskuterer nu og ikke bare en fremrykning af velfærdsforliget, siger hun.

Så sent som fredag har de uafhængige økonomiske vismænd foreslået at kombinere den røde og den blå økonomiplan frem for at vælge imellem dem.

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen ser et behov for både at afskaffe efterlønnen og udvide arbejdstiden.

/ritzau/

Hverken Løkke eller Thorning har flertal for deres økonomiske planer. Vestager opfordrer til bred aftale.

Offentliggjort Sidst opdateret