Vestager vil lukke hul med flere reformer
Regeringen er langt fra færdig med sine reformer. Der mangler mange milliarder kroner i 2020-planen, der skal skaffe i alt 22 milliarder kroner.
Dels giver en reform af sygefravær ikke så stor gevinst som ventet, dels glippede trepartsforhandlingerne.
Det siger De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.
- Jeg tror ikke, at du kan finde nogen i regeringen, som synes, at vi er i smult vande. Tværtimod kører reformdagsordenen videre. I næste halvår skal vi have en kontanthjælpsreform lagt frem, siger hun og fortsætter:
- Vi skal se på, hvordan unge kommer i gang med uddannelse og får gjort den færdig. Så reformdagsordenen slutter ikke. Arbejdsmarkedets parter har jo sendt udfordringen tilbage til os, siger Margrethe Vestager.
Staten sparer ikke så meget ved at begrænse sygefraværet i det offentlige. Det viser Finansministeriets notat om, at cirka fem procent af arbejdsstyrken er sygemeldt. Det koster over 32 milliarder kroner årligt, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det hedder i notatet, at "initiativer, der sigter efter at nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor, ikke bidrager til indfrielsen af den overordnede målsætning".
Regeringen er ifølge Vestager i "permanent tænkeboks" om reformer. Den mangler fire milliarder kroner fra de forliste trepartsforhandlinger. Desuden skæpper kontanthjælp og sygefravær ikke som forudsat med samlet tre milliarder kroner i kassen.
Regeringens 2020-plan skal sikre, at det offentlige forbrug årligt kan vokse med 0,8 procent. Planen vil skaffe fem milliarder kroner ved at effektivisere det offentlige, siger Margrethe Vestager.
- Jeg vil ikke udelukke, at mulighederne er større end fem milliarder. Det gælder, hvis borgerne betjener sig på nettet. Så sparer man blanketter og papirflytteri.
- Det giver mulighed for at veksle til bedre sundhed og nye behandlingsformer, siger Margrethe Vestager.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker