Vestjylland mister status som Venstre-højborg
Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne sluger 13,6 procent af stemmerne i Vestjyllands Storkreds, hvor Venstre har stor tilbagegang og mister status som største parti i kredsen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Venstre er nu kun næststørst i Vestjyllands Storkreds, hvor Støjbergs parti brager ind, og S nu er størst.
Vestjylland er traditionelt set en højborg for Venstre. Men med den store tilbagegang ved tirsdagens folketingsvalg, mister partiet sin status som det største parti i storkredsen.
19,4 procent af vælgerne i Vestjyllands Storkreds har denne gang sat deres kryds ved Venstre. Det gjaldt 29,8 procent i 2019.
Dermed er Venstre nu kun næststørst i storkredsen, hvor Socialdemokratiet ved dette valg får 25,3 procent af stemmerne. Det er en lille fremgang.
Venstre går med resultatet fra fem mandater i Vestjyllands Storkreds til tre. Derfor er det også en skuffet Søren Gade, der er opstillet for Venstre i storkredsen.
- Jeg er skuffet over, at vi kun får tre og ikke fire midt- og vestjyske mandater. Specielt i Skive, Silkeborg og Viborg, der er vi noget under de 20 procent.
- Det er jo store byer, og det er det, der sikkert gør udslaget for, at vi får tre og ikke fire mandater, siger han til TV Midtvest.
Den blå blok har dog stadig fået den største andel af stemmerne i den vestjyske storkreds, hvor Danmarksdemokraterne sluger 13,6 procent af stemmerne.
Den største vælgerlussing har Venstre fået i Skivekredsen, hvor partiet går fra at have fået 32,5 procent af stemmerne, til nu kun at få 13,9 procent. Det var den kreds, Inger Støjberg havde, da hun stillede op for Venstre.
På landsplan går Venstre hele 20 mandater tilbage i forhold til 2019-valget, hvor Venstre fik 43 mandater.
- Jeg synes, det er et ærgerlig resultat, sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på vej ind til Christiansborg på valgnatten.
Vestjyllands Storkreds byder også på massiv tilbagegang til Dansk Folkeparti, der går fra 8,4 procent til 2 procent af stemmerne og dermed mister sit ene mandat i kredsen.
Også Kristendemokraterne, hvis vælgerskare normalt skal findes i det vestjyske, går tilbage i landsdelen. Partiet fik 5,3 procent af stemmerne i storkredsen i 2019, men har nu kun fået opbakning fra 1,6 procent.
Samlet har rød blok fået flertal ved folketingsvalget, hvor blokken med et mandat fra Færøerne og to fra Grønland kan mønstre 90 mandater.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker