Vi får en klimaaftale på månen om 118 år

Hvis det står til FN's afgående klimachef, hollænderen Yvo de Boer, får verden en ny global klimaaftale på konferencen i Mexico i år eller senest i Sydafrika til næste år.

- Jeg har sat to krydser, siger Yvo de Boer, mens han afleverer sin stemmeseddel på FN's klimamøde i Bonn.

Klimachefen deltager i en konkurrence, som Verdensnaturfonden WWF har udskrevet på mødet i Bonn, hvor forhandlingerne i øjeblikket går trægt.

I konkurrencen skal deltagerne stemme om, hvornår der kommer en ny international klimaaftale, der kan stoppe den globale opvarmning.

På stemmesedlerne kan man sætte kryds både ved COP16 i Mexico og COP17 i Sydafrika - men også ved COP73, der ifølge WWF vil finde sted på det sunkne drømmekontinent Atlantis, eller ved COP134, der meget vel kan blive afholdt på månen om 118 år.

Yvo de Boer understreger dog, at der allerede burde være indgået en ny klimaaftale på sidste års topmøde i København.

- Jeg har lavet en ekstra afkrydsningsboks med COP15, for vi skulle virkelig have haft en aftale i København, fastslår klimachefen, der forlader sin post 1. juli.

Forventningerne var da også kæmpestore forud for topmødet i København, der endte uden noget egentligt resultat. I kølvandet på fiaskoen betegner mange det nu som urealistisk at forestille sig et gennembrud på COP16 i Mexico.

WWF offentliggør fredag, hvilke 10 personer, der har vundet afstemningen. Vinderne bliver belønnet med et blødt krammedyr i skikkelse af en panda, som er organisationens varemærke.

Yvo de Boer skriver sit navn på stemmesedlen, og ifølge Kim Carstensen, som er leder af WWF's globale klimaprogram, er det et godt træk.

- Ja, for så kan du jo vinde en plyspanda, siger den danske klimaforkæmper med et smil.

/ritzau/

Ingen ved, hvornår verden får en ny global klimaaftale, der kan stoppe den globale opvarmning. Måske først om 118 år, når COP134 bliver afholdt på månen.

Offentliggjort Sidst opdateret