- Vi får tre blokke nu

Der var hverken gravøl eller champagne, men derimod kaffe på bordet torsdag aften hjemme hos René Christensen i Systofte, mens han opmærksomt fulgte valgdækningen i tv.

For selvom den blå blok ved 23-tiden fortsat så ud til at miste magten, og Dansk Folkeparti ser ud til at miste et par mandater, så er det fortsat uvist, om René Christensen opnår genvalg.

Han er ked af, at VKO nu altså efter alt at dømme skal i opposition, men resultatet kommer ikke helt bag på ham, for han har også fulgt med i meningsmålingerne den seneste tid.

Han spår, at der fremover bliver tre blokke i folketingssalen - en blå blok, som vi kender den i dag, og så en højre og en venstre side af den røde blok.
- Og så må vi se, hvilken af de røde sider, der kommer til at fylde mest, siger han.

Han mener dog, at Dansk Folkeparti sagtens vil kunne få indflydelse på flere områder i de kommende år på trods af valgresultatet.
- Fronterne er kridtet meget op lige nu, men når det hele har lagt sig lidt, så tror jeg, at vi kan lave en hel sammen med Socialdemokraterne, som De Radikale og Enhedslisten måske ikke vil være med til, blandt andet på ældreområdet og socialområdet, siger René Christensen.
- Vi vil stadig kæmpe for at få indflydelse, og jeg vil være positiv og fremadrettet fra dag ét. Jeg accepterer vælgernes dom 100 procent, siger han.

Hans egen situation tør han ikke sige meget om endnu.
- jeg glæder mig til, de personlige stemmer bliver talt op i morgen. Det bliver svært, for der er næppe tvivl om, at nogen af os i Sjællands Storkreds ryger ud. Så er spørgsmålet bare, hvilken side af stregen, jeg havner på, men jeg har en god fornemmelse, siger han.
 

Foto: Computeren og fjernsynet er tændt, og mobiltelefonen åben for meldinger om de seneste stemmetal. René Christensen fulgte stemmeoptællingen tæt torsdag aften.

Dansk Folkepartis René Christensen ved endnu ikke, om han opnår genvalg. Han er ked af, at den blå blok ser ud til at miste magten.

Offentliggjort Sidst opdateret