Videoovervågning og trawlfrizone skal redde udsat hav
En lokal fisker gør rent på Hanstholm Havn i maj 2022. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Havene i Danmark er pressede, og visse arter overfiskes, men nu skal der sættes ind ifølge kommission.
Det vakte mildest talt opsigt blandt fiskerne, da der som et forsøg blev indført videoovervågning på 100 fiskekuttere for at beskytte torsken fra overfiskeri.
Nu anbefaler Fiskerikommissionen at indføre det samt gps for den samlede danske fiskeflåde for at styrke det udsatte havmiljø.
Det er en del af 17 anbefalinger fra kommissionen, der blev nedsat for knap halvandet år siden i kølvandet på briternes udtræden af EU, som betød store reduktioner i fiskekvoter for danske fiskere.
Minister for fiskeri Jacob Jensen (V) vil se på anbefalingerne i det nye år.
- Fiskeriet er presset og står i en opbrudstid. Nogle fiskebestande, særligt i vores indre farvande, har det svært. Der er kamp om pladsen på havet.
- Efter nytår vil jeg påbegynde en proces med at få gjort nogle af deres mange anbefalinger til virkelighed, siger han i en pressemeddelelse.
Blandt anbefalingerne er desuden etableringen af et Havråd, mere selvforvaltning og økosystembaseret dansk fiskeri samt anbefalinger om en trawlfri zone i Bælthavet.
Generelt er tilstanden i de danske farvande i den grad kommet på dagsorden, fordi iltsvindet har nået historiske højder og medført døde havbunde, som Berlingske har bragt billeder af.
Ifølge kommissionen er det afgørende at nedbringe udledningen af kvælstof til de indre danske farvande, hvis der skal være sunde og levedygtige fiskebestande. Udledning kommer først og fremmest fra landbruget, lyder det.
En anden af udfordringerne er, at pladsen på og i havet bliver mindre og mindre. Det skyldes havvindmøller og havarealer til beskyttelse af havmiljø.
En tredje er, at danske fiskere i gennemsnit bliver ældre og ældre. Det betyder, at flere forlader erhvervet, end der kommer til.
Den tidligere socialdemokratiske regering ville have et trawlforbud i det pressede Bælthav. Men det blev skudt til hjørne under den nuværende regering.
Kommissionen foreslår, at man tillader fiskeri med bundslæbende redskaber i ti procent af Bælthavet, som blandt andet dækker over Lillebælt, Storebælt og Øresund.
Det er Danmarks Naturfredningsforening dog utilfreds med i en pressemeddelelse og kalder det skuffende, at ikke hele Bælthavet anbefales at blive trawlfrit.
- Ti procent svarer stort set til det areal i Bælthavet, hvor der fiskes med bundslæbende redskaber i dag, fordi det er her, der er fisk og muslinger tilbage i Bælthavet, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Konkret peger foreningen på de dybe render i Lillebælt og Storebælt, hvor torsken gyder og i muslingebankerne i Lillebælt og fjordene.
- Det er netop de områder, der burde beskyttes mod bundslæbende redskaber. Det vil de ikke blive med Fiskerikommissionens forslag, siger Maria Reumert Gjerding.
Danmarks Fiskeriforening er åben for trawlforbuddet, men ser gerne, at videoovervågning bliver frivilligt.
- Vores udgangspunkt er, at overvågningen skal være et frivilligt tilbud af hensyn til arbejdsmiljøet, og så skal det være forbundet med nogle positive incitamenter for fiskerne.
- For eksempel ved at det erstatter andre kontrolkrav, som Fiskerikommissionen også er inde på, siger formand Svend-Erik Andersen i en skriftlig kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker