Vil ikke lade borgere betale for at benytte ny vej

Lolland vil ikke lade sig inspirere af OPP-projekt i Næstved.

Offentliggjort Sidst opdateret

Borgerne på Lolland skal ikke betale for at benytte en forbedret og udbygget genvej fra Sydfyn til den kommende Femern Bælt-forbindelse. Det slår borgmester Stig Vestergaard fast, efter Næstveds borgmester Carsten Rasmussen i sidste uge meldte sig parat til at kræve betaling for at køre på en privat bygget motorvej mellem Rønnede og Næstved.

- Vi betaler i forvejen for en masse serviceydelser, og over vores skat betaler vi også for blandt andet at have gode veje i Danmark. Derfor mener jeg ikke, det er en privat opgave, siger Stig Vestergaard.

Begge projekter har fået nej til midler til realisering. Og mens borgmesteren i Næstved ikke vil vente på, at der kommer flere penge i statskassen, og derfor har luftet ideen om at opføre en motorvej som et OPP-projekt (Offentligt Privat Partnerskab), så er Stig Vestergaard mere fortrøstningsfuld i forhold til 20-20-20-planen.

- Vi har en aftale med Transportministeriet om, at vi selvfølgelig ikke opgiver projektet, men at det er sat på stand by, indtil der er penge til det, siger Stig Vestergaard og understreger, at kommunerne bag projektet selv arbejder videre med planen for at se på, om der er nogle små, billige løsninger, der kan blive lavet med det samme.