Vil spare på snerydningen

Når sneen er kørt godt sammen, kan Guldborgsunds borgere godt køre ovenpå den. Og kommunen kan spare på snerydningen. Sådan mener politikerne i Guldborgsund Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, som har sat forvaltningen til at regne på, hvor meget der kan spares på snerydningsbudgettet.
 
Budgettet er på knapt 11 millioner til en almindelig standard vinter, men måske kan der spares en til to millioner, håber politikerne. 
- Og det kan være snerydningen på villavejene, der kan sikre en del af den besparelse, lyder det fra udvalgsformand Arne Graae Jensen.
 
- Vejvæsnet kom jo faktisk ikke på villavejene før til allersidst. Det viste sig jo, at folk klarede den fint alligevel ved at køre sneen fast. Derfor overvejer vi at droppe snerydningen på villavejene, og så vente med at rydde dér, når tøvejret sætter ind, og det er nemt at få skrabet til side, siger Arne Graae Jensen.
 
Endelig forestiller udvalget sig, at der kan hentes besparelser på at nedklassificere nogle veje, så de ikke skal ryddes så hurtigt, når sneen falder.
 

Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune håber at kunne spare en til to millioner kroner på snerydningen.

Offentliggjort Sidst opdateret