Vilhelmsen: Jeg står bag regeringens politik
Både SF's formand Villy Søvndal og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn er gået i rette med formandskandidat Annette Vilhelmsen for at være på kant med regeringsgrundlaget i spørgsmålet om dagpenge.
Nu går Annette Vilhelmsen selv ud med en pressemeddelelse, hvor hun slår fast, at hun står inde for regeringens politik og vil være loyal over for de aftaler, som SF under Villy Søvndal har indgået med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og De Radikales leder Margrethe Vestager.
- Jeg kan konstatere, at der i medierne sås tvivl om, jeg står inde for regeringens politik. Det gør jeg. Jeg holder de aftaler, vi indgår.
- Men vi skal også i SF kunne diskutere politik på den lange bane, også mens vi er i regering. Vi skal blive ved med at politikudvikle, så debatten ikke overlades til oppositionen, lyder det Annette Vilhelmsen.
Efter SF's gruppemøde lød den kontante melding fra erhvervs- og vækstminister Ole Sohn imidlertid:
- Hvis man stiller spørgsmålstegn ved det regeringsgrundlag, som tre partier har indgået, så leger man med ilden.
Ole Sohn opfordrer de to formandskandidater til at være forsigtige med meldinger, der går i mod regeringsgrundlaget, som er indgået med Socialdemokraterne og De Radikale.
- Der skal være mulighed for at diskutere alt. Men når man spørger mig, hvad det har af konsekvenser, så siger jeg stilfærdigt, at vi har et regeringsgrundlag, som alle tre partier slutter op om og forsøger at realisere, siger Ole Sohn.
Annette Vilhelmsen fastholder dog, at det er "helt naturligt", at man i et parti diskuterer fremtidige visioner.
- Min kommentar er ikke et indspil til finanslovforhandlingerne, men et overordnet bud på, hvordan man på sigt kunne indrette dagpengesystemet.
- Jeg står naturligvis inde for regeringsgrundlaget og de aftaler, vi har indgået, men selvfølgelig skal vi også kunne diskutere fremsynet, hvordan vi løser problemstillinger, der rækker videre end det næste kompromis og længere end til det næste valg, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned